e-l-m Kragelund A/S søger barselsvikar til vores kvalitetsafdeling

e-l-m Kragelund A/S er en stærk leverandør af håndteringsudstyr og aggregater til gaffeltruck. Virksomheden har en førende position i Norden og har ambitioner om en fortsat vækst.

Da vores kvalitets- og PTA-ingeniør går på barsel fra september måned 2023, søger vi hendes afløser primært til kvalitetsopgaverne.

Om jobbet:

Du vil få stor indflydelse på din arbejdsdag og vil i samarbejde med kollegaer medvirke til, at vi efterlever rutinerne i vores kvalitetsstyringssystem, så det udvikles og optimeres i overensstem-melse med vores egne, kundernes og myndighedernes krav.

Du vil få en nøgleposition i kvalitetsafdelingen med reference til fabrikschefen og med kontakt til vores kunder og til hele organisationen (herunder fabrikken i Slovakiet), hvilket betyder, at gode kommunikationsevner er en vigtig egenskab.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. indbefatte:

  • Opmåling af produkter herunder udførelse af stikprøvekontrol og produktaudit
  • Reklamationsbehandling herunder:
  • 8D-rapporter
  • 5 gange hvorfor
  • Korrigerende handlinger, evaluering og opfølgning
  • Gennemførelse af interne audits
  • Kalibrering af måleudstyr
  • Udarbejdelse af kvalitetsstatistikker

Hvad søger vi?:

Du er fagligt velfunderet og har gode samarbejds- og kommunikationsevner, et godt overblik og kan holde mange bolde i luften.

Du er proaktiv i din tankegang, beslutningsdygtig og evner at tage ansvar.

Du er serviceminded, kundeorienteret og har interesse i at arbejde med kvalitetskontrol.

Du har erfaring inden for kvalitetsstyring og -kontrol, herunder tegningslæsning og anvendelse af måleudstyr.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til Microsoft Dynamics AX.

Faglige kvalifikationer:

Vi forestiller os, at du har en uddannelse som kvalitetstekniker eller lignende og har arbejdet med kvalitet i en årrække.

Du har erfaring med at arbejde med kvalitetskontrol inden for svejsning, da svejsning er et vigtigt parameter for os.

Du har kendskab til ISO 9000, ISO 14001, ISO 3438-2 og gerne ISO 50001.

Du har IT-forståelse og er vant til at anvende Axapta og Microsoft Office pakken.

Du kan begå dig på engelsk i skrift og tale.

Praktiske oplysninger:

Arbejdstid: 37 timer om ugen
Arbejdssted: Herredsvej 19, 8723 Løsning
Tiltrædelse: Hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette kandidat
Løn: Løn aftales individuelt i henhold til erfaring og kompetencer

Vi tilbyder:

Der er tale om en attraktiv stilling som vikar i en virksomhed, hvor vi arbejder i en flad organisationsstruktur med en uformel omgangstone, og hvor vi hjælper hinanden.

  • Et selvstændigt og afvekslende vikariat i en dynamisk virksomhed
  • Frihed under ansvar og stor indflydelse på egen hverdag
  • Faglig sparring med kompetente kollegaer

Søg jobbet

Har ovenstående fanget din interesse, så send hurtigst muligt din ansøgning og CV til fabrikschef Steen Rasmussen på mailadresse sr@e-l-m.com. Ansøgningsfristen er den 31. maj 2023.

Vi behandler ansøgninger efter først til mølle-princippet og holder samtaler løbende.

Om virksomheden:

e-l-m Kragelund A/S, som er beliggende i Løsning ved Horsens, er en stærk europæisk leverandør af håndteringsudstyr og aggregater til gaffeltruck. e-l-m Kragelund A/S udvikler og sælger udstyr, der bidrager til effektive interne transport- og håndteringsløsninger og har siden grundlæggelsen i 1967 udviklet sig til at være markedsførende inden for forretningsområdet. e-l-m Kragelund har knap 200 ansatte.

e-l-m Kragelund A/S lægger stor vægt på at levere udstyr og service af høj kvalitet, hvorfor der stilles store krav til leverandører og til medarbejdere. e-l-m Kragelund A/S er i dag certificeret i henhold til ISO 9001, ISO 14001 og ISO 3834-2.

Du kan læse mere om virksomheden her: https://e-l-m.com